Om Shir Hatzafon

Hvad er Shir Hatzafon - Progressiv Jødedom i Danmark?

Shir Hatzafon - Progressiv Jødedom i Danmark (PJD) blev grundlagt i år 2000 af en række jøder fra ind- og udland. Menigheden tiltrækker fortsat mange internationale gæster og medlemmer.

Vi er en flersproget, inkluderende menighed i København, hvor tradition møder moderne liv. Shir Hatzafon er hebraisk og betyder Nordens sang. Musik og sang er en central del af gudstjenesterne, hvor vi har dansk/israelske musikere. Uanset om du søger spirituel fordybelse eller et fællesskab, er der plads til dig her.

PJD vægter etik højere end ritualer og har ligestilling mellem køn i det religiøse/rituelle og sociale liv. Siden begyndelsen har vi haft kvindelige forpersoner, bestyrelsesmedlemmer, rabbinere og kantorer. I hjertet af progressiv jødedom er idéen om, at traditionen ikke er statisk, men levende, og at den kan udvikles og formes i takt med, at vores forståelse af verden udvider sig fx vedr. ligestilling, social retfærdighed og menneskerettigheder.

Menigheden er en af tre statsanerkendte jødiske menigheder - den næststørste af de tre og den eneste ikke-ortodokse. Staten Israel anerkender konverteringer i menigheden, som bl.a. betyder, at man kan lave aliyah til Israel.

Progressiv jødedom er ikke en ny retning, men over 100 år gammel. PJD er en del af World Union of Progressive Judaism (WUPJ), som har hovedkvarter i Israel. Det europæiske hovedkvarter er i London. WUPJ har over 1.250 medlemsmenigheder i over 50 lande, over 10.000 ungdomsmedlemmer og over 1.8 mio (voksne) medlemmer.